Den bæredygtige vej
Da vi mødte hinanden, besluttede vi at skabe en hverdag, der skulle være bæredygtig. Vores liv hviler på en grundlæggende tanke om, at vi, i de valg vi træffer, altid tager hensyn til hinanden, vores nærmeste, de levende væsner vi har ansvaret for og naturen omkring os. I vores tilværelse skal der være balance imellem arbejde og fritid, indkomst og forbrug – så vores liv indeholder en høj grad af frihed.
Vores dejlige have er en vigtig del af vores liv. Den er et bindeled til naturen, der husker os på, at vi er en del af naturen – ligesom alle andre væsener på denne jord.
Det er centralt for os, at efterlade jorden og naturen omkring os i bedre stand end vi modtog den. Derfor dyrker vi vores jord efter regenerative principper, hvor fokus er på at opbygge den sunde og frugtbare jord i et samspil med naturen. Vores have er en klimavenlig have – her lagrer vi kulstof igennem vores valg og dyrkningsmetoder. Haven forsyner os med gode sunde fødevare og vi sørger samtidig for mad og levesteder til dyr og insekter. Den store grad af biodiversitet gør, at haven summer af liv.
Vi har mere end 30 års erfaring med bæredygtig levevis og økologisk dyrkning – og er selvforsynende med æg, frugt og grønt.
Vi er passionerede formidlere. Skriver artikler, holder foredrag og laver havekurser for private, firmaer og foreninger. Herigennem formidler vi viden om en mere bæredygtig tilværelse, den vilde have og en let tilgang til den økologiske regenerative klimavenlige dyrkning.